Højmesse Kværndrup Kirke

Den 6. juli 2025 kl. 10.30 – 3. Søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

Menighed: Gud være lovet for sit glædelige budskab.

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

Amen.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Amen.

Croissanterne fra denne morgens “Kaffekirke” - hvor vi drikker en kop kaffe og spiser en croissant sammen mellem klokken 10 og 10.30, inden højmessen går i gang.

Der er noget særligt over det at mødes om brød. Vi kender det fra mange sammenhænge. Hvis der er bespisning, så siger vi: ”Vi mødes klokken 18. Og der vil være en bid brød.”

Og i dag har vi faktisk allerede gjort det. Vi har mødt hinanden over en kop kaffe og en croissant, inden vi satte os herind. Det føles måske som en lille, hyggelig gestus – en måde at lande blødt på i søndagen – men det er faktisk et billede på noget større. Det er et brødfællesskab.

Den franske filosof Jacques Derrida har skrevet om, hvordan brødet aldrig bare er brød. Når vi deler brød, deler vi ikke kun maden. Vi deler tid, plads og opmærksomhed. Vi åbner os for hinanden. Det er derfor, brødet i kristendommen altid har været så vigtigt. Ikke kun som symbol, men som praksis. Vi sætter os ved bordet med hinanden – også med den fremmede. Og måske især, når vi sætter os sammen med den, der ikke plejer at være inviteret, kan vi mærke, at det her er mere end bare at spise. Det er at komme hinanden ved, som vi siger her ude på landet.

Det er også det, Jesus taler om i dagens tekst. For den handler om at blive fundet. Om det, der er blevet væk. Om den ene, der ikke var der. Den, som er udenfor.

Jesus, han siger: ”Hvilket menneske blandt jer, der har hundrede får og mister ét af dem, lader ikke de nioghalvfems blive ude i ørkenen og går ud for at lede efter det, der er blevet væk, indtil han finder det?” Og han konkluderer selv: ”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Dét er et stærkt billede. Gud giver ikke op. Gud bliver ved med at lede. Gud forlader endda flokken i et øjeblik for at lede efter den, der mangler. For fællesskabet er ikke komplet, før alle er med. Alle skal lukkes ind i folden igen.

Det ser vi også i, at Jesus sætter sig sammen med dem, som man normalt ikke vil ses sammen med. Tolderne arbejdede for den romerske besættelsesmagt, berigede sig selv og blev betragtet som forrædere og syndere. Og det var denne gruppe, som Jesus satte sig sammen med. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at det var de mennesker, han inviterede indenfor. Han gjorde dem pludselig stuerene.

Vi tror ofte, at det at blive fundet og lukket ind i et fællesskab er noget stort og dramatisk. Noget, der sker i en pludselig åbenbaring eller efter en personlig krise. Men måske bliver vi faktisk oftere fundet i det små. I en samtale over en kop kaffe. I et: ”Hej, har du lyst til at sidde her?” Eller i en croissant, der bliver rakt frem, uden nogen spørgsmål. Det er lidt som en jordisk og hverdagsagtig oblat. ”Kom og vær en del af Guds legeme,” bliver der egentlig sagt. Og i dét øjeblik opdager vi, at vi hører til, uden at vi har gjort noget som helst for det. Vi mærker bare, at vi er velkomne. ”Vil du have en bid brød med?”

Derrida – filosoffen, jeg nævnte før – siger, at den sande gæstfrihed er den, hvor vi ikke kontrollerer, hvem vi inviterer. Hvor døren faktisk er helt åben – ikke kun for dem, vi allerede kender, eller dem, vi er trygge ved, men også for den fremmede. Den uventede. Den, der overhovedet ikke ligner os selv.

Det er dét, det kristne fællesskab kan. Eller – det er i hvert fald det, det var meningen, det skulle kunne. Kirken skal have en åben dør. Kirken skal finde og invitere den, der ellers var blevet væk.

Vi mennesker kan på den måde bliver hinandens redning. Vi bliver nemlig ikke kun fundet af Gud i en himmelsk forstand. Vi bliver også fundet af hinanden. Og så er det faktisk Gud, der handler igennem os, når vi inviterer. Når vi siger: ”Vil du sidde lidt her?” Eller når vi på skrømt inviterer os selv, for at invitere andre på vores samvær: ”Giver du ikke en kop kaffe?”

Der er mennesker, som ikke tror, der er en plads til dem her i verden. Mennesker, som har vænnet sig til at gå udenfor fællesskabet. Som tror, de aldrig kommer til at passe ind. Som tror, at fællesskabet ikke har plads til dem. Måske kender vi selv den følelse. Jeg gør i hvert fald. Det gør alle, der er dårlige til fodbold eller til sanglege. Og netop derfor ved vi, hvor meget det betyder, når nogen ser én. Når nogen siger: ”Hey, kom – der er en plads til dig herovre.”

Det er dét, der er Guds rige i praksis. Det er dét, der er glæden i Paradis, som begynder allerede med glæden i os. Det er dét, som er Himlen, der falder ned om ørerne på os. For at blive en del af et fællesskab er også at blive født igen – som en del af noget større.

Og det er faktisk ikke så svært. Det begynder altid med noget helt simpelt. Måske bare med en croissant. Eller med et papkrus med kaffe. Måske endda bare et lille nik. Med et opmærksomt blik, der siger:

”Kom og vær med sammen med os.”

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er, og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!

Amen.